Bekymrende fravær
Børns fravær i dagtilbud og skoler kan have store konsekvenser for børnene – både i barnets nutid og fremtid. Derfor har vi fokus på børns fravær og vurderer løbende om et barns fravær er nået et niveau, hvor det går ud over barnets læring og trivsel, personlige og sociale udvikling.
Dagtilbud og skoler har en forpligtelse til at være opmærksomme ved begyndende og bekymrende fravær, så der kan arbejdes bevidst på et øget fremmøde.
Fravær er et symptom på et bagvedliggende problem og kræver handling for at ændre barnets livssituation.
Forældre, medarbejdere og ledere samarbejder omkring indsatser, som kan iværksættes, når det opdages, at et barn har bekymrende fravær.
Bekymrende fravær
Børns fravær kan vurderes som bekymrende, hvis fraværet kan defineres ud fra følgende:
- Fraværende 25% i > 2 uger
- Over 10 dage inden for de sidste 15 uger
- Svært ved at komme i dagtilbud/skole i minimum 2 uger med signifikante udfordringer for familiens og barnets dagligdag.
Fravær kan dog vurderes som bekymrende allerede fra første fraværs dag.
Forskellige årsager til fravær
Fravær og bekymrende fravær kan inddeles i fire overordnede grundelementer:
- Tilbageholdelse (barnet holdes hjemme af forældre eller har en funktion for forældre)
- Dagtilbud/skolevægring (barnet har svært ved at komme i dagtilbud/skole eller nægter at tage af sted)
- Pjæk (frivilligt og forældre er ikke vidende herom. Barnet forsøger at skjule fraværet) – gælder kun skole
- Eksklusion (barnet eksluderes fra dag tilbud/skole, deltager kun i begrænset omfang i udflugter mm)
Sådan registreres og handles der ved fravær
Dagligt registreres børns fremmøde i dag- tilbud og skoler. Forældre og fagpersoner foretager disse registreringer via Tabulex, som danner grundlag for vurderingen af omfanget af fraværet. I dagtilbuddene registrerer forældrene børnenes daglige fremmøde, mens det i skolerne varetages af medarbejderne. Det er institutionens og skolens ansvar at påse, at børnene er tilstede og registrere fraværet elektronisk - både dags- og timefravær.
Så snart fagpersoner omkring barnet opdager fravær, som overstiger det anviste antal, tages kontakt til nærmeste leder.
Herefter sker der følgende:
- Fraværstal valideres af leder og medarbejder, hvorefter der tages stilling til eventuelle indsatser.
- Leder og relevant fagperson indkalder straks forældrene til dialog. Der laves aftaler om tiltag, der kan forbedre fremmødet herunder tiltag rettet mod hele børnegruppen/klassen. Leder/medarbejder er undersøgende i forhold til, om der er forhold i hjemmet, der påvirker barnet/elevens fremmøde.
- Hvis tiltagene under punkt 2 ikke har effekt, drøftes problematikken på skole- eller institutionsrådgivning. Eksempelvis: tidsfaktorer hvor lang tid skal man vente, før der skal ses resultater? Hvis det er et skolebarn: Det undersøges, om klassens aktiviteter og kultur er inkluderende og indeholder passende udfordringer for barnet.
- Hvis tiltagene under punkt 2 og punkt 3 ikke har effekt, indkalder lederen forældrene til endnu en bekymringssamtale. Det overvejes, om der skal afholdes Familieteammøde. Husk at indhente samtykkeerklæring.
- Familieteammøde
Vil du vide mere?
Alle medarbejdere og ledere i dagtilbud og skoler arbejder systematisk ud fra Frederikshavns kommunes udarbejdede materiale om fravær med henblik på at nedbringe andelen af børn med bekymrende fravær. Materialet kan rekvireres ved henvendelse til ledere i dagtilbud og skoler.